God jul og godt nytår fra BABEL

Vi slutter året af med et par korte nyheder omkring BABELs aktiviteter i året der gik og året der kommer. Vi har som bekendt i år afsluttet projektet omkring Digital Kvalitetssikring, og netop nu har vi ansøgninger inde til flere projekter.

Først og fremmest søges der igen om EU Socialfondsstøtte hos Kompetence Midt til et årsprojekt omkring oprettelsen af en “byggepladsskole” på DNU-byggeriet ved Skejby Sygehus – projekt OnSite TECH. Her er målsætningen at levere fleksible efteruddannelsesmuligheder for de udførende virksomheder – direkte på byggepladsen, for på den måde at bidrage til et højnet kompetenceniveau i den danske byggebranche.

Derudover søges Bygge og Anlægsbranchens Uddannelsesfond endnu engang om støtte til en fortsættelse og videreudvikling af projektet omkring Digital KS. Her vil vi fokusere på udbredt anvendelse af iPads og 3D-modeller blandt de udførende og afdække flere forhold omkring ibrugttagningen af ny teknologi. Udviklingsprojektet planlægges afviklet i samarbejde med både byggeriet på DNU og byggeriet af Multimediehuset på Aarhus Havn.

Og så takker sekretariatsmedarbejder Karen Sarna Hansen af for denne gang og fortsætter til nye udfordringer i København. Sekretarietets fremtidige bemanding afklares i starten af det nye år.

I ønskes alle en rigtig Glædelig Jul og et Godt Nytår!

 

Der er lukket for kommentarer.